Til Menu  

Hede Rytmer i Randers

Dato: 21-11-2017

Ny musikfestival i Randers i 2018

Hede Rytmer Randers får sin debut på Justesens Plæne den 15. & 16. juni 2018.  Målsætningen er at skabe en lokal festival, der samtidig kan være med til at skabe økonomi for byens sportsklubber, foreninger og kulturlivet generelt i Randers.  

Festivalen er skabt på opfordring af gode lokale kræfter, og der er partnerskaber med både Randers FC og Randers HK. Desuden er der lagt op til at moderklubberne/amatørafdelingerne kan tjene til deres økonomi ved at levere medhjælpertimer ved festivalen, ligesom andre foreninger får mulighed for at byde ind. Der vil blive prioriteret lokal samhandel, f.eks. med lokale leverandører af mad og andre væsentlige poster. Samarbejde med Randers FC og Randers HK betyder bl.a. at de to eliteklubber vil stå for salget af V.I.P. arrangementer til festivalen. Festivalen forventer således at gavne mange lokale kræfter i Randers. 

Hede Rytmer har haft stor succes med en tilsvarende model i Silkeborg, hvor foreningen igennem de seneste 5 år har udloddet godt 2,5 mio kr. til lokale initiativer.

Michael Gravgaard, Direktør Randers FC

I Randers FC synes vi, det er fantastisk, når der er nogle, der vil skabe events som Hede Rytmer i vores by, og derfor står vi med åbne arme og siger velkommen til Randers. Vi glæder os til at være en del af en lokal musikfestival og håber, vi sammen med alle de øvrige lokale kræfter, der bliver involveret, kan skabe nogle dage, som vi egentlig kun venter på kommer igen. Randers har brug for tiltag som dette, og derfor håber vi, alle har lyst til at være en del af oplevelsen og festen.

Per Rasmussen, Direktør Randers HK

Randers HK vil gerne være med til at skabe glæde og stemning og præge kulturlivet i Randers også uden for håndboldhallerne. Fra min tid i BSV kender jeg Hede Rytmer som en professionel og veldrevet festival - og med et initiativ som dette får Randers HK og vores amatørafdeling/samarbejdsklubber mulighed for at tjene penge til deres udviklingsarbejde. Derfor glæder vi os til, at Randers får sin egen lokale festival og opfordrer samtidig alle i Randers og omegn til at bakke op om et godt initiativ”.

Oliver Zähringer, Hede Rytmer

Randers er en af landets største byer, og vi er overbeviste om, at en musikfestival med en bynær placering og et stort lokalt engagement i nært samarbejde med lokale kultur-institutioner kan opnå en stor opbakning. Vi starter med et introduktionstilbud, som kan motivere folk i Randers og omegn til at tage hurtig handling, for det er vigtigt, at publikum bakker op fra start.

Derfor er der 50% rabat og dermed en introduktionspris på kun 399 kr. +gebyr i en begrænset periode frem til og med den 26. december. Et tilbud der er et godt bud på årets hedeste julegave

Hede Rytmer Randers løber over to dage og byder på følgende artister: Aqua, Carpark North, Mads Langer, Magtens Korridorer, Burhan G og Michael Falch, og fredag er ”TRIBUTE NIGHT” hvor vi hylder nogle af de store internationale navne igennem tiderne med Almost AC/DC, Die herren (u2), Bryan Adams tribute og Best of BOWIE

Billetsalget åbner onsdag den 22. november - klik her