Randers HK i et stykke tid været på jagt efter den helt rette stregspiller til at afløse Tatsiana Silich, der har indstillet karrieren. Nu kan klubben offentliggøre, at der er skrevet kontrakt med den tidligere FCK-spiller, Mette Melgaard.
”Mette Melgaard er en fantastisk forstærkning for holdet. Hun er en utrolig dygtig spiller og samtidig et menneske, der kan bidrage med mere end bare håndbold. Når man ser på de klubber, hun har spillet i tidligere, og hvad hun har bidraget med der, så håber jeg selvfølgelig, hun kan gøre det samme hos os”, siger cheftræner Jan Leslie, der håber på at kunne fortsætte de flotte resultater, der blev opnået sidste sæson. ”Med Anna Sophie Okkels og Mette Melgaard viser vi, at vi mener det alvorligt, og at vi vil gøre alt for at holde fast i toppen. Nu er vi er ude i Europa, og så vil vi også gøre alt for at gøre os bemærket der. Mette Melgaards forsvarsspil og vindermentalitet er noget af det, vi har brug for for at komme op og slå de allerbedste. Hun kan være den, der gør den sidste forskel”, siger Jan Leslie videre.
Også Randers HK’s direktør, Henrik Mortensen, er godt tilfreds med at få Mette Melgaard på holdet. ”Mette Melgaard har været på ønskesedlen i længere tid, og jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået en aftale på plads”, siger han.
I Randers HK vægter man talentudvikling af danske spillere højt. ”Der både god økonomi og sund fornuft i at arbejde med det talent vi har herhjemme. Derfor har vi skrevet kontrakt med Mette Melgaard og Anna Sophie Okkels denne sæson, frem for at rejse til udlandet og hente spillere hjem. De resultater, vi har leveret sidste sæson, vidner om, at vi gør noget rigtigt”, siger Henrik Mortensen.Talentet er da også til at få øje på i Randers HK, hvor man med Mette Melgaard nu har hele otte spillere i landsholdets bruttotrup – fem af disse er indkaldt til TD-træning i slutningen af juli. Randers HK er således den klub, der er bedst repræsenteret både i bruttotruppen og til den forestående TD-træning.