29-09-2009 Tredje udesejr på stribe
Med en sikker sejr over Aalborg DH scorede Randers HK hattrick på udebane. Kaptajn Leslie havde indstillet harpunerne rigtigt og så fik de aalborgensiske hajer det svært selv om de var i eget farvand.
Dødens Gab havde nordjyderne ellers døbt Gigantium til dagens kamp men det skulle hurtigt vise sig at den eneste haj med bid var den svenske skytte Linnea Torstensson. Hun stod for kampens første to scoringer og var med syv mål i første halvleg en stærk skudtrussel for hjemmeholdet. Til gengæld havde Randers HK godt fat i de øvrige Aalborg-spillere og den manglende offensive kraft udnyttede med en række velspillede 2. fase contra angreb.
Samtidig havde Nina Wörz og Jelena Eric sigtekornet godt indstillet og fra den nordjyske åbningsføring overtog Randers HK styringen og bragte sig foran 12-6. Aalborg DH fik reduceret til 9-12 og fik færten af bedre tider, men en RHK time out havde den ønskede virkning og det skulle vise sig at hjemmeholdet aldrig kom tættere på gæsterne.
Efter en første halvleg med 29 scoringer og periodevist flot angrebsspil blev anden halvleg en noget rodet og forsvarspræget affære. Randers-føringen på 17-12 ved pausen var således kun blevet til 18-13 efter ti minutter af anden halvleg og opgøret blev præget af mange tekniske fejl og storspil af både Chana Masson og Ana Vojcic i de to mål. RHK fik øget til 20-13 og trods et par udvisninger til gæsterne og et par Aalborg-forsøg på at stresse RHK-angrebet lykkedes det aldrig for nordjyderne at få skabt spænding om resultatet.
Sejren var den tredje udesejr af tre mulige i denne sæson og om godt uge jagter Randers HK så den første hjemmesejr når SønderjyskE kommer på besøg. Men først gælder weekendens dobbelt arrangement i EHF Cuppen mod portugisiske Colegio de Gaia.
Aalborg DH-Randers HK 19-24 (12-17)
Aalborg DH: Linnea Torstenson 9, Louise Mortensen 5, Therese Wallter 2, Frida Toveby 1, Kristina Bille 1, Rikke Ebbesen 1.
Randers HK; Nina Wörz 5, Katrine Fruelund 5 (3), Jelena Eric 4, Alessandra Medeiros 2, Camilla Dalby 2, Dzenita Bajic 2, Gitte Andersen 2, Berit Kristensen 1, Maria Fisker 1.
Udvisninger Aalborg DH 2, Randers HK 2
Tilskuere 1.788.
Tilbage