14-02-2010 Fædigt arbejde
Randers HK havde ingen problemer med at komme videre til kvartfinalerne i EHF Cuppen men Bratislava gav aldrig op og fremstår som et sympatisk bekendtskab efter kampene i Danmark.
Randers HK førte med fem mål inden søndagens ”udekamp” og fik hurtigt styr på begivenhederne i dagens kamp. De første 20 minutter lå Randers HK med et fornuftigt 3-måls forspring og i første halvlegs afsluttende 10 minutter viste forskellen på dansk og slovakisk håndbold da RHK øgede til komfortable 18-12 ved pausen. Katrine Fruelund førte an i scoringerne med 6 bolde i nettet på de første 30 minutter.
Tendensen fortsatte i anden halvleg hvor føringen lynhurtigt blev øget til 21-12 og det lignede en større afklapsning til slovakkerne. Den store føring fik hjemmeholdet til at slappe lidt af og Bratislava fik igen vist sig som et hold man ikke bare kører henover. Samtidig blev der spilletid til ynglingespiller Simone Kristiansen og Emilie Strangholt, der begge gjorde en god figur men naturligt nok skulle bruge nogle minutter til at finde ind i rytmen.
Randers HKs største profil i anden halvleg var Maria Fisker der lavede alle sine fem mål i kampens sidste 30 minutter. – Vi fik ikke det optimale ud af det i går så i dag ville vi vise at vi kunne slå dem fra start, sagde den hurtige fløj efter kampen.
De godt kæmpende slovakker fik reduceret forspringet og nåede i allersidste sekund op på 30-31 men i fare var hverken sejr eller videre avancement for Randers HK. – Vi spiller en god kamp i dag og har bedre styr på dem end i går hvor vi ikke kendte dem så godt. Vi spiller 35 gode minutter og får givet godt med spilletid til nogen af de unge og er måske ikke så heldige med alle kendelserne men vi er fortjent og sikkert videre til kvartfinalen og så håber vi på lidt lodtrækningsheld så vi måske kan komme endnu videre, lød ordene fra Jan Leslie, der ikke ville sætte navn på specielle ønskemodstandere inden lodtrækningen på tirsdag.
Chana Masson har haft lidt problemer med anklen og overlod midt i 1. halvleg målet til Stine Bonde der spillede en god kamp. – Det vigtigste er at vi er videre til næste runde, fastslog den brasilianske keeper og beroligede med at den ømme ankel er klar bedring. Chana Masson har tidligere pøvet at vinde EHF Cuppen og hun erkendte at der skal mere damp på kedlerne hvis det skal blive Randers-triumf i denne sæson. – Hvis vi skal vinde turneringen skal vi spille bedre end i dag, men jeg synes vi spiller bedre når vi møder bedre modstandere, sagde Chana Masson.
EHF Cup, 1/8delsfinale, 2. kamp
SKP Bratislava – Randers HK 30-31 (12-18)
SKP Bratislava: Petra Benuskova 7 (3), Andrea Kerteszova 6, Maria Globanova 6, Miriam Simakova 6 (4), Zuzana Jansakova 3, Marcela Martanovicova 2
Randers HK: Katrine Fruelund 6 (1), Maria Fisker 5, Alessandra Medeiros 4, Berit Kristensen 3, Jelena Eric 3, Mie Augustesen 3, Camilla Dalby 3, Emilie Strangholt 2, Simone Kristiansen 1, Nina Wörz 1
Udvisninger SKP Bratislava 0, Randers HK 5
711 tilskuere i Elro Arena Randers
Randers HK vinder samlet 62-56
Tilbage