21-10-2009 Solidt håndværk
Randers HK fik lov at arbejde for sagen mod et godt kæmpende Århus-mandskab, men klemte stille og roligt kræfter og energi ud af modstanderne og vandt en fortjent sejr – den fjerde Ligasejr i træk.
Det østjyske lokalopgør blev præget af højt tempo, intensitet og mange hårde dueller på banen. Kampen åbnede jævnbyrdigt hvor første to måls føring opstod efter et kvarters spil. SK Aarhus satte stor lid til sine contra angreb og med Gitte Brøgger og Iwona Cecotka som frontløbere lykkedes det ganske godt for århusianerne at udnytte at Randers HK havde svært ved at skabe chancer.
Randers HK fik dog alligevel slidt sig til initiativet i kampen med en veloplagt Katrine Fruelund og Alessandra Medeiros som de toneagivende angrebsspillere. Og når Randers-forsvaret havde etableret sig var det fuldstændigt styr på det århusianske angrebsspil der i første halvleg kun havde Trine Troelsen som trussel.
Efterhånden som halvlegen skred tog Randers HK teten og lå til at gå til pausen med et pænt forspring da to hurtige Aarhus reduceringer til halvlegsresultatet 14-13 åbnede kampen fuldstændigt.
Ved stillingen 15-15 et par minutter inde i anden halvleg landede – endnu – en præcis Karin Mortensen aflevering i hænderne på Gitte Brøgger men venstre fløjens afslutning blev fornemt pareret af Chana Masson som dermed indledte en ny stor halvleg der var med til at manifestere en aldeles fremragende sæson så langt for den brasilianske keeper.
Der blev lukket bedre ned for gæsternes contraspil og i angrebet fik Randers HK åbnet bedre op for Aarhus defensiven. Jelena Eric havde haft det svært i begyndelsen af kampen men viste stor moral og sit store potentiale ved at kæmpe videre og score et par vigtige mål da kampen skulle afgøres. Midt i halvlegen fik Randers HK etableret et fire-måls forspring som det aldrig lykkedes SK Aarhus at komme i nærheden af og Randers HK kunne genindtage tronen som Østjyllands stærkeste håndboldhold og endnu vigtigere øge pointbeholdningen med yderligere 2 så den nu lyder på 10 point for 7 kampe.
Her og nu udløser det en delt andenplads med Team Esbjerg og GOG Odense som netop er Randers HKs næste to modstandere, så der er lagt til et par spændende og afgørende kampe de næste par uger. Kampe som oven i købet krydres med 2 kampe mod det ungarske storhold FTC Right Phone så der bliver virkelig tale om 14 begivenhedsrige håndbolddage.
Randers HK - SK Aarhus 29-23 (14-13)
Randers HK: Katrine Fruelund 9 (4), Alessandra Medeiros 5, Jelena Eric 5, Mie Augustesen 3, Gitte Andersen 2, Maria Fisker 2, Nina Wörz 2, Camilla Dalby 1.
SK Aarhus: Gitte Brøgger Led 7, Iwona Niedzwiedz-Cecotka 7, Trine Troelsen 5 (1), Maibritt Kviesgaard 2, Im Jeong Choi 1, Tilde Mathiasen 1.
Udvisninger: Randers HK 0, SK Aarhus 4.
Tilskuere: 1.524.
Tilbage