13-09-2009 Tæt på semifinalen
Trods en formidal fighterindsats lykkedes det lige præcis ikke at besejre FCK, der med en et måls sejr er klar til semifinalerne i pokalturneringen.
Der var på forhånd lagt op til en vanskelig opgave på udebane mod mesterskabsfavoritterne fra FCK, men det var Randers HK der startede kampen bedst og førte undervejs i første halvleg med fire mål. Hjemmeholdet fik sig kæmpet tilbage til 17-17 ved pausen.
I anden halvleg var det så FCKs tur til at komme foran med fire mål - 24-20, men denne gang viste gæsterne moral og var ved 26-26 på omgangshøjde. Herefter fulgtes holdene ad men desværre var det FCK, der havde mulehøret længst fremme da slutsignalet lød. Randers HK havde bolden i de afsluttende sekunder og satte en ekstra markspiller på banen i stedet for målvogteren men desværre lykkedes satsningen ikke.
FCK-sejren skal dog ikke pille ved Randers HKs indsats. Med oddsene på forhånd sat i hjemmeholdets favør viste RHK-spillerne stor moral og flotte fighteregenskaber der lover godt, ikke blot for spændende pokalrevanche mod FCK allerede på onsdag i Elro Arena Randers, men også for hele sæsonen. Og fulgte fornemt op på indsatsen i de første to runder af Guldbageren Ligaen.
Nordea Cup, kvartfinale
FCK Håndbold - Randers HK 32-31 (17-17)
Randers HK: Jelena Eric 7, Nina Wörz 5, Camilla Dalby 5, Katrine Fruelund 4, Alessandra Medeiros 4, Berit Kristensen 3, Gitte Andersen 2, Mie Augustesen 1
Topscorer for FCK: Linn Kristin Riegelhuth 11
Tilbage